Gjøl Kirke
Kirkebakken 9, Gjøl
9440 Aabybro

Åben mandag - lørdag
kl. 8:00-16:00

 

Oversigt

 

Det Brunske Kapel

Det er svært at forestille sig, at godset Birkumgård i over 600 år har spillet en så dominerende en rolle på øen Gjøl, som den gjorde. Det hele begyndte med Kong Valdemar Sejr, der inden sin død i 1241 skænkede øen til Børglum kloster, så klostrets munke kunne have rigeligt med fisk til fastetiderne.(Nu da kongen følte døden nærme sig, var det måske hans tanke at købe sig lidt aflad fra skærsilden ved en god gave til Guds rige? - I så fald må man håbe, Gjøl har hjulpet ham!) Klostret sendte sin forvalter til Gjøl, hvor han tog bolig på Birkumgård - måske den største gård på øen. Ved reformationen ejede Birkumgård (Børglum) næsten hele øen Gjøl og Fruensholm, men nu - i 536 - blev alt klostergods indlagt under kronen. Med undtagelse af præstegården gik Birkumgård og det øvrige gods nu i frit eje, også kirkejorden sammen med kirken og tilhørende kirketiende. Kronen solgte Birkumgård til såkaldte herremænd, så helt op til slutningen af 1800-tallet var Birkumgård og Gjøl ejet af godsejere og drevet af fæstebønders hoveriarbejde. I 1813 købtes Birkumgård og kirken af justitsråd Esben Bruun til Villerup, men i 1832 overdrog de godset til sønnen Carl Johannes Bruun og dennes hustru Cecilie Bruun, født Kjellerup. I 1850 ophævedes hoveriet, så fæstebønderne begyndte nu at købe deres gårde, men de kunne fortsætte med at arbejde for godsejer Bruun - men nu for løn. Det var populært!

    

Det var almindeligt, at ejerne af Birkumgård ved deres død blev begravet på de fornemste steder i kirken, så nær alteret som muligt, det være sig i gulvet eller i det nuværende sakristi, som oprindeligt netop var bygget som gravkapel for Birkumgårds ejere. Men da godsejerparret Cecilie og Carl Johannes Bruun nåede støvets år, var der ikke plads for dem i kirkens gravkapel, for her lå jo i to egetræskister C. J. Bruuns forældre, så Cecilie og Carl Johannes Bruun måtte se sig om efter andre muligheder for planlægning af deres begravelse. På den tid var det blevet moderne med private gravkapeller, så godsejerparret søgte kong Frederik den 7. og fik i 1863 kongelig tilladelse til at opføre deres eget gravkapel i skoven lige syd for Birkumgård. Kapellet blev bygget, så det i måske 12 år stod klar, da Carl Johannes Bruun døde i 1876 og Cecilie i 1880. De blev hensat her i to sarkofager - cementkister. Forinden var de blevet portræterede i stort format af en maler, så deres portrætter kunne pryde hver sit hjørne over deres kister. Bag en slags alterbord med to store lys anbragtes et maleri af Den Hellige Nadver som alterbillede. I øvrigt prydes rummet af gipsafstøbninger af Thorvaldsens Kristus (fra Københavns domkirke) og nogen af apostlene. De har virkelig formået at planlægge deres begravelse med stil og omtanke.

    

    

Foran kapellet ses i dag to store gravhøje, som hver bærer en mindesten med en tak fra egnens befolkning. Man mindes godsejerparret for deres store gavmildhed og retfærdighed. De gav deres tyende jord som tak for lang og tro tjeneste, og de stiftede et legat for byggeri og drift af "Legathuset" med fire lejligheder. Her kunne Birkumgårds folk bo på deres ældre dage med en årlig pension samt tørv og naturalier. "Legathuset " har nu måttet vige pladsen for det moderne ældrecenter Kildevang. De to høje siges at rumme godsejerparrets rideheste. Ved deres herrers død er de blevet slået ned, og med seletøj og sadler har de efter gammel skik måttet følge deres herskab til de eventuelle himmelske ridebaner. 

  

Men hvad med gravkapellets vedligeholdelse? Jo, også det havde godsejerparret tænkt på; for i 1878 stadfæstede kong Christian den 9. et legat på kr. 3.150,- hvis renteafkast skulle
klare vedligeholdelsen til evig tid. At man har anset renteafkastet for at være et rigeligt beløb til formålet ses af, at overskuddet også kunne bruges til "værdigt trængende i Gjøl sogn", så fattige - foruden af kommunens fattigkasse og kirkens fattigbøsse - nu også havde denne mulighed. Legatmidlerne og kapellets vedligeholdelse var "til evig tid" ifølge fundsatsen overladt til en bestyrelse på to mænd valgt af sognerådet samt sognepræsten. Alt under tilsyn af provsten.

Det syntes alt sammen meget velgennemtænkt, blot havde man ikke taget højde for, at der forinden "evig tid" oprandt kunne komme inflation!
Selv om Legathusets kapital og Kapel-legatet blev slået sammen i 1977, så udgjorde det i alt kun 50.000,-. kr. og renterne på 7.500,- kr. årligt rakte kun til lidt rengøring, men til vedligeholdelse, så som kalkning, maling af dør og reparation af de farvede ruder, rakte de ingen vegne - hertil måtte bestyrelsen gå tiggergang til lokale pengeinstitutter og kommunens socialudvalg. Man må nok spørge, om det var på den måde, at godsejerparret havde tænkt sig at blive husket? Man drøftede problemet med provsten, der jo har det overordnede opsyn med gravsteder, og resultatet blev, at justitsministeriet ophævede legatet og kapellet blev overdraget til menighedsrådets ansvar, så kirkegården overtog vedligeholdelse af stedet som et gravsted. Hermed skulle kapellets fremtid være sikret - om ikke "til evig tid".

Bruuns kat går igen!
Der går forskellige sagn om mystiske hændelser ved "Det Bruunske Kapel". Christiane Morisset Andersen fortæller i sin bog: "Gjøl en Limfjordsø", udgivet i 1987, : "Hvis du går til kapellet, sagde en mand med et smil til mig, ser du nok en svær grå kat. Du skal lægge mærke til, at i det ene af kapellets vinduer er ruden knust og glasstumperne faldet ud, som om nogen havde skudt i ruden indefra. Forklaringen er den, at Bruun ville af med sin kat, men da en kat har ni liv, måtte han skyde den ni gange. Nu kommer dyrets genfærd igen rundt om hans grav og udfordrer ham. Så skyder Bruun igen! !" "Jeg traf ganske rigtig en grå kat i lunden omkring kapellet. Den så vild ud og rendte ved min ankomst. Og vinduet var knust. Men om det var med gevær eller sten, indefra eller udefra, skal man være klog for at finde ud af! Imidlertid siges det, at det ikke nytter at forny ruden. Den bliver knust igen!"

Kristen Vestergaard