Oversigt

Klik på billederne for at se dem i stor udgave
 

Øvrigt inventar

Den syvarmede lysestage er nok anskaffet sammen med alterstagerne i 1896 og stod, indtil altertavlen blev restaureret i 1983, på altret. Den relaterer til den store syvarmede lysestage i templet i Jerusalem.

Kirkebøssen er meget gammel - måske fra reformationstiden. Oprindelig var kirkebøssen til indsamling til sognets fattige - forløberen for det moderne socialvæsen.Der skal 3 nøgler til at åben den: en til præsten, en til kirkeværgen og en til degnen. Bøssen er lavet af eg. Top, lem, beslag og låse er håndsmedede.
 


Vi har siden fået en nyere kirkebøsse i messing.





Kirkeskibet fra 1767 er et krigsskib med kanoner. Skibets oprindelse er ukendt.




Kirkens nuværende orgel blev indviet 1. søndag i advent 1975. Det er bygget hos Bruno Christensen i Terkildsbøl og har 11 stemmer, 2 manualer, og fodmanual.

Orglet afløste et pibeorgel fra 1924, som i mange år krævede en bælgtræder, indtil en el-blæser blev installeret.



Ved restaureringen i 1942 og indlægningen af centralvarme stødte man på 3 gamle gulvlag, og hele vejen op gennem skibet var der grave, flere dækket af store ligsten med inskription og navne. Disse sten blev lagt ned i det nye gulv. Under stenene fandt man gamle egetræsgravrammer, også her med navne og årstal. Rammerne kan i dag ses i tårnrummet.

Egetræskisterne, der lå under gravrammerne, ligger stadig under kirkens gulv.