Gjøl Kirke
Kirkebakken 9, Gjøl
9440 Aabybro

Åben mandag - lørdag
kl. 8:00-16:00

 

Oversigt

 

Gjøl Kirke - en åben vejkirke
 

Gjøl Kirke har en lang tradition for at være åben i dagtimerne.

Gjøl Kirke er en kulturperle (”Paradiskirke”, unik  romansk stenkunst m. relieffer og døbefond fra 1130, altertavle fra 1530, kalkmalerier fra 1475, relationer til ”Fiskerne” osv.)

Menighedsrådet har derfor fundet det naturligt at tilmelde kirken til Kirkefondets ”vejkirkeordning”.

Begrebet »vejkirke« stammer oprindelig fra Sverige og Norge, hvor mange kirker i nærheden af større veje gør sig særlige anstrengelser for at byde vejfarende indenfor, specielt i sommertiden.  
Det er blevet mere og mere almindeligt, at folk gerne vil benytte kirkerummet uden for de faste gudstjenestetider til personlig andagt, eftertanke eller blot for at få nogle minutters stilhed i en travl hverdag, eller når man besøger ens kære på kirkegården. Dette gælder også, selv om kirken ikke ligger ved befærdede veje. Derfor taler man om »Vejkirker og andre åbne kirker«.  

Kirkefondet udarbejde hvert år en fælles folder, hvor der fortælles om, hvornår vejkirkerne er åbne, hvad de byder på af seværdigheder, om mulighed for rundvisning og orientering osv.  Ved at være med i brochuren »Vejkirker og andre åbne kirker« når man ud til et stort geografisk område, da brochurerne sendes ud til turistbureauer, biblioteker, campingpladser m.fl. 

Folk vil gerne planlægge ture på forhånd, og derfor er det en stor fordel for dem, at de kan orientere sig, og få brochuren på f.eks. deres eget lokale bibliotek. Brochurerne kan også downloades på www.vejkirker.dk.

Gjøl Kirke har også tilmeldt sig som cykelvenlig vejkirke, således at man kan parkere sin cykel, få sin vandflaske fyldt op, få pumpet sin cykel osv.

Tilmeldingen til vejkirkeordningen er en naturlig opfølgning på menighedsrådets vedtagelse af mål og visioner for Gjøl sogn, med åbenhed og synliggørelse som et vigtigt fokusområde, og af menighedsrådets ønske om, at kirken og dens virksomhed og funktion i lokalsamfundet skal være synlig.



 Børnekoret ved Gjøl Kirke